

August 2024
Efter en lang og rolig sommerferie er skoleåret 2024-25 nu begyndt. Det er dejligt, at der igen er kommet liv på skolen. Elevholdet består i år af 25 gengangere og 63 nye elever.
Der er mange ting at forholde sig til, når man starter på efterskole: en masse nye ansigter, nyt værelse, nye regler/rutiner og et helt nyt lokalområde. For at give eleverne kendskab til hinanden og alt det nye, har vi brugt de første uger på adskillige fællesaktiviteter; cykeltur til Sønderborg, fælles (gå)tur til Vemmingbund Strand, introfest, teambuildingsøvelser og meget andet. Elevgruppen har fået kendskab til hinanden på kryds og tværs, og det ladet til, at mange nye venskaber allerede spirer.


I denne uge har vi taget hul på en mere normal hverdag med boglige timer, rengøring i husene, linjefag, køkkentjanser, kontaktgruppemøder og alt dét, som en efterskolehverdag også indebærer. Vi ser frem til fortsættelsen af et spændende skoleår.
Vi kan med stolthed fortælle, at vores nyeste bygning med køkken, spisesal og foredragssal er nomineret til prisen som det bedste skolebyggeri i 2024. Vinderen kåres d. 2. oktober.
Man kan se flere billeder og læse mere om projektet på vores hjemmeside: https://www.zeni.dk/dybboel-efterskole
Kommende begivenheder:
Ringerunde:
- Fredag d. 6. september. Kontaktlærere ringer til alle forældre.
Dansk Fagdag:
- Torsdag d. 19. september. Eleverne skal i teatret.
Forældresang:
- Fredag d. 27. september. Forældre har mulighed for at deltage i sangtimen kl. 14.15-15.00. Vi byder efter følgende på en kop kaffe/the og et stykke kage. Tilmelding til kontoret.
Efterskolernes Dag:
- Søndag d. 29. september. Kommende elever/familier og andre interesserede kan besøge vores skole. Vores elever viser vores gæster rundt.
Forlænget weekend:
- Hjemrejse torsdag d. 3. oktober kl. 15-17. Retur til skolen søndag d. 6/10 kl. 19-21.


