Anderledes uger
På Dybbøl Efterskole har vi nogle “anderledes uger” i løbet af året. De er meget forskellige fra hinanden, men overordnet er de med til at gøre skoleåret til noget helt specielt.
#Temauger
introugen
Dette er vores første temauge. Det er lige når du er kommet på skolen, så der er rigtig mange ting, der er nye for dig. Vi sammensætter ugen så overgangen til efterskolelivet bliver så god som muligt. Det vigtigste i den første uge er at lære dine kammerater at kende. Du skal også lære skolen at kende, så du ved hvor tingene er og hvordan du kan komme til at bruge de faciliteter der er på skolen.
Vi vil naturligvis også tage rundt i området omkring skolen og tage ind til Sønderborg, så du ved hvor Togstationen og Rutebilstationen ligger. I det hele taget at finde nogle faste holdepunkter, så du ikke farer vild med det samme.
kulturtur
Kultur – kultur – kultur. Ud over skilejrskole, tager vi på kultur-tur sammen en hel skoleuge. Vi har været i Berlin, København og vi har prøvet at bytte efterskole med en anden skole. Vi besøger seværdigheder, laver aktiviteter, nyder hinandens selskab og får det fulde udbytte af efterskolelivet med kammeratskab og læring til liv og hverdag.
erhvervsuge
I uge 47 er der erhvervsuge for alle.
Hvis du går i 8. klasse er du hjemme på skolen, hvor du vil få introduktion til uddannelse og arbejdsmarkedsforhold. Der vil f.eks. være foredrag ved tidligere elever og du vil komme på virksomhedsbesøg.
9. klasse skal i praktik i 4 dage i Sønderborgområdet, hvor I bor på Dybbøl Efterskole. Vi prøver at få praktikpladser i de fag I ønsker.
10+ og 10. klasse skal på brobygningsforløb på Teknisk Skole, Gråsten Landbrugsskole, SOSU-skole, STX, HF, HHX eller HTX for at se, hvordan en ungdomsuddannelse kan foregå. I bor på Dybbøl Efterskole og tager selv frem og tilbage til skole. Det er muligt for 10. og 10+ klasserne at få en ekstra praktikuge.
Alle slutter ugen af med en studievalgsportfolie.
juledage
I denne uge lægger vi op til at der skal “jules” – I kommer til at høre om hvorfor vi fejrer jul, om det glædelige budskab og så laver vi vores helt egen julegudstjeneste i Dybbøl Kirke, hvor vi inviterer forældre og søskende til at deltage. Og så hygger vi os bagefter med kaffe, bagværk og marcipan som I har været med til at lave i ugens løb.
Derudover arbejdes der med fremstilling af julegaver, der males malerier til spisesalen, Julepynten må ikke glemmes – så der klippes og klistres til den store guldmedalje.
Vi hygger med god mad og ikke mindst med en dans om juletræet, og traditioner er til for at holdes – så julemanden kommer da også forbi med en godtepose til alle dem der har været artige.
skitur
Udenlandstur er lig med skitur til Østrig.
Dybbøl Efterskole er altid afsted på udenlandstur, og vi har været i Norge, Sverige, Tjekkiet og Østrig for at udfordre os selv i naturen. Så dette er ugen hvor du har mulighed for at prøve kræfter med bakker fyldt af sne, samtidig med at du får spændt et par ski på fødderne. En spændende uge, hvor vi kommer til at være meget sammen med hinanden både der hvor vi bor, men så sandelig også oppe på bakkerne.
Glæd dig for det er spændende, både for dig der har prøvet at stå på ski og nybegyndere.
performance-uge
Vi skal lave film. En fantastisk uge, hvor hele skolen er med, enten foran eller bagved kameraet. Vi skriver manuskript, øver roller, sætter lyd og lys, optager, redigerer og slutter ugen med en storslået premiere hvor vi kårer bedste film, skuespiller mm. Så find din indre skuespiller, klipper eller fotograf frem. Det bliver fedt.
middelalderuge
Så er der skrevet historie på ugen. Praktisk historie i form af rollespil. Alle bliver tildelt en vigtig rolle for at middelalderbyen kan komme til at fungere. Der er dem der laver mad, så er der soldaterne der passer på at intet forkert sker i byen, så er der præsten, der holder troens moral oppe. Og så er det heksene der prøver på det modsatte. Så er det kongen og dronningen og alle håndværkerne.
Indimellem bliver der sat folk i gabestokken og kastet råddenskab efter dem. Der danses, spilles musik og hygges. En god blanding af alle de facetter der er med til at give et indtryk af hvordan livet var i den “mørke” middelalder.
afslutningsuge
Så er det hele ved at være slut. Et skoleår går på hæld, og alle elever gør dem klar til at skulle sige farvel til hinanden, og til skolen.
Det er ugen hvor der skal gøres en sidste gang rent, for nu skal det hele afleveres som det blev modtaget et år tidligere. Værelserne bliver ribbet for udsmykning, og al hygge bliver pakket ned.
En sidste fællestur ud i naturen, hvor lejrlivets mange glæder med leg og udfordringer og fælleshygge omkring bålet, er med til at gøre afslutningen til noget helt specielt. Og så er der naturligvis gallaaftenen, hvor alle kommer i deres stiveste puds, hvor god maden og bordets glæder bliver efterfulgt af dans og fælles hygge.
Og så er det hele forbi – vi håber I fik hevet alt det gode ud af jeres ophold på Dybbøl.