Fredag den 9. december var alle forældre inviteret til ”Forældresang” i hallen. Det var som altid en rigtig hyggelig måde at afslutte ugen på.
Tirsdag d. 13. december vågnede eleverne til tonerne af ”Nu bæres lyset frem”. Fire elever gik luciaoptog og sørgede for en smuk og stemningsfuld morgenvækning af hele skolen.
Uge 50 var skolens ”Juleuge”. Eleverne bagte julekager, lavede dekorationer, klippede julepynt og kreerede fine julegaver. Der blev dystet i disciplinen ”flotteste gaveindpakning”, hvor hver holddeltager kun måtte bruge én hånd.
Skolen holdt juletræsfest mandag d. 19. december. Eleverne tog del i forberedelserne til den store fest og sørgede for, at hallen indbød til ægte julehygge. Der blev spist andesteg og ris á la mande, spillet julebingo og danset om juletræet. Til stor begejstring ankom julemanden i sin kane.
Tirsdag d. 20. december blev alle forældre inviteret til skolens juleafslutning. En gruppe elever fremførte en flot engledans ved julegudstjenesten i Dybbøl Kirke. Skolens køkken bød på æbleskiver og julekager, inden alle elever drog hjem på en velfortjent juleferie.